Formål

Vejen til formål går gennem dine værdier

Har du fundet dit unikke formål? Eller dit kald om du vil. Altså det, der virkelig er meningsfuldt for netop dig, i dit liv og din karriere? Og har du formået at føre det ud i livet, eller går du rundt og føler dig småutilfreds og fastlåst i en situation, hvor du ikke rigtig føler, at dine kompetencer og talenter kommer til deres ret?

Vi har alle en dyb, medfødt længsel efter at finde lige netop vores formål her i livet.  Og på trods af gode uddannelser og karrierer er mange af os alligevel ikke tilfredse, fordi vi dybest set føler, at der må være noget mere. Noget mere meningsfyldt. Noget mere væsentligt og vedkommende.

Værdier og værdiarbejde er vejen til formål og væsentlighed. Værdier skaber os, og vi skaber os selv gennem dem. Inderst inde ved vi jo godt, hvad der er rigtigt for os, men kun ved at afsløre vores eget selvbedrag og lytte til vores mavefornemmelse, kan vi blive leder af vores eget liv.

At arbejde med og fordybe sig i sine værdier giver en større selvindsigt og dermed grobund for at kunne udvikle sig både fagligt og personligt. Det giver en mulighed for at forene det, der giver mening indadtil med det mere målrettede, nemlig arbejdsliv og karriere.