Perfektionisme handler ofte om angst for at fejle, angst for smertefulde følelser og angst for succes. 

Helt ned i de mindste klasser i skolen kan man hos nogle børn se en intens frygt for at fejle med den konsekvens, at de holder op med at tænke ud af boksen, være kreative og eksperimenterende og dermed forringer deres evne til at lære og udvikle sig. Vi ser det også hos studerende, der konstant udsætter og udsætter projekter, afleveringer, speciale mm., hvis de ikke føler sig 100% sikre på et perfekt resultat, og vi ser det på arbejdspladser, hvor det innovative og originale nedprioriteres til fordel for det sikre, men middelmådige.

Angst for succes ser vi fx hos mennesker som egentlig ser ud til at have det hele, men alligevel føler sig ulykkelige og utilfredse. Drømmen om det perfekte liv leder til stor skuffelse, da den ikke kan realiseres i den virkelige verden.

Den israelsk- amerikanske psykolog Tal Ben-Shahar skelner mellem 2 karakteristiske mennesketyper. Nemlig Perfektionisten og Optimalisten eller den usunde og den sunde perfektionist. Perfektionisme, som af psykologer tidligere blev opfattet som en slags neurose, bliver i dag betragtet noget mere nuanceret. Det kan nemlig også være både positivt og nyttigt at have perfektionistiske træk, når det er en drivkraft, der motiverer os til at arbejde hårdt og sætte høje standarder for os selv ift. noget vi gerne vil opnå baseret på vores værdier og styrker. Hvorimod det er rigtig usundt, hvis det er blevet en overlevelsesstrategi, man fx. som barn har indarbejdet for at kunne håndtere smertefulde følelser og oplevelser.

Forskellen på perfektionisten og optimalisten er, at den første afviser virkeligheden, mens den anden accepterer virkeligheden.

Perfektionisten forventer, at vejen mod målet er direkte, glat og fri for forhindringer og bliver ekstremt frustreret, når hun uundgåeligt møder modstand, begår fejl eller tingene ikke falder ud som forventet.

Hun tror, at det lykkelige liv omfatter en uafbrudt strøm af positive følelser, og afviser dermed smertefulde følelser. Hun nægter måske sig selv tilladelse til at føle sig ulykkelig, når en jobmulighed går tabt eller et forhold går i stykker.

Hun er aldrig tilfreds. Hun sætter konstant mål og høje standarder, der er umulige at leve op til og undgår dermed også succes. Uanset hvor gode karakterer i skolen eller hvor højt op af karrierestigen hun kommer vil hun altid føle sig utilfreds med sine resultater. Uanset hvor mange penge hun tjener, hvor meget anerkendelse hun høster fra sine kolleger og chef, er det aldrig godt nok for hende. Uanset hvor meget succes hun i andres øjne opnår, vil hun aldrig føle sig succesfuld alligevel.

Perfektionisten afviser virkeligheden og erstatter den med en fantasiverden, hvor der ikke eksisterer fejl og smertefulde følelser og betaler en høj pris for dette. Denne afvisning af virkeligheden kan føre til angst, fordi muligheden for at fejle jo altid ligger og lurer lige under overfladen.

Optimalisten derimod accepterer fejl som en naturlig del af livet og som en erfaring, der er uløseligt forbundet med succes. Hun forstår, at det ikke at få jobbet, blive fyret, skændes med kæresten osv. er en del af det at leve et helt liv. Hun lærer det hun kan af disse begivenheder og bliver styrket og mere robust efterfølgende. Hun forstår, at det at fejle er en nødvendig del af læring, udvikling og af det at leve.

Hun accepterer de smertefulde følelser som en uundgåelig del af det at være levende. Hun giver plads til tristhed og smerte og tillader disse følelser at give livet dybde og mening. Fortæller vi os selv, at vi ikke må være ulykkelige og undertrykker triste og mørke følelser, bliver vi ulykkelige.

Hun sætter høje mål og standarder for sig selv, men de er opnåelige, fordi de udspringer af realitetssans. Når optimalisten opnår sine mål, føler hun oprigtig glæde og  anerkender sin succes og føler taknemmelighed. Optimalisten accepterer  virkeligheden og accepterer, at der i den virkelige verden også findes fejl og sorg, og at succes skal måles mod standarder, der er opnåelige. Hun bryder sig selvfølgelig ikke om at fejle, , men accepterer det som noget naturligt og oplever dermed mindre præstationsangst og nyder dermed opgaverne mere, er mere tilstede i processen og vejen mod målet. Hun lærer af sine fejl og smertefulde følelser og kommer hurtigt op på hesten igen..