+45 2514 3482 mail@cgcoaching.dk

Gør mere af det, du er bedst til i 2020

Dine styrker kan man også kalde dit Hvordan. De handler nemlig i høj grad om, hvordan du kan lide at arbejde, hvordan du kan lide at gøre tingene på din helt egen måde, som giver dig energi, motivation og får dig til at glemme alt om tid og sted, fordi du er top engageret i det, du laver. Man kan sige, at styrkerne “farver” måden du arbejder på og bidrager med mere trivsel og mindre stress til din arbejdsdag.

Jamen jeg har et dødkedeligt 8-16 job, siger du måske. Hvordan kan jeg nogensinde finde engagement og gnist i det? Det kan du rent faktisk godt ved bevidst at bringe dine 5 topstyrker mere i spil i løbet af din arbejdsdag.

Lad os fx sige, at du i styrketesten (se her) scorer højt på flg. styrker: (læs mere om de 24 styrker og hvad de står for her).

  • Kreativitet
  • Videbegær
  • Fornuft og grundighed

Har du styrken kreativitet som din øverste styrke, er du et iderigt og nytænkende menneske, der er god til at udvikle og gøre tingene på nye, originale og anderledes måder, der kan gavne både dig selv og andre.

Lad os sige, at du sidder på et kontor og har meget rutineprægede opgaver.

Kunne det tænkes, at du alligevel kunne skabe små ændringer i din hverdag, der kunne booste din trivsel? Det kunne fx være måden, du indretter din arbejdsplads. Kunne du fx have en stor krukke med tusch og en blok liggende til dine kreative ideer? Kunne du udføre dine opgaver på nye og anderledes måder, der stadig ligger indenfor rammerne af, hvad der forventes? Kunne du afsætte 10 min. hver morgen til at udforske kreative ideer eller projekter, du er i gang med vha fx mindmapping eller tegninger og modeller. Det handler om at tænke ud af boksen.

Har du styrken Videbegær som en af dine topstyrker, er du et menneske, der elsker at opsøge, sætte dig ind i og tilegne dig ny viden og nye færdigheder. Du lærer for læringens skyld og kan slet ikke lade være med at undersøge den verden, du lever i og udvide din horisont.

Lad os sige, at du arbejder et sted, hvor der er meget faste rutiner, metoder og procedurer. “Her plejer vi at gøre sådan og sådan…”

Kunne det tænkes, at du alligevel kunne udvide din horisont og lære nye ting, der kunne være relevante for dit arbejde? Kunne du fx videreuddanne dig indenfor dit felt, tage et online kursus, gå til konferencer eller deltage i netværksmøder. Hvis ikke kunne du måske afsætte 10 min. hver morgen til at læse en artikel om et emne, der interesserer dig og skrive en blog om det.

Har du fornuft og grundighed som en af dine topstyrker, er du et menneske, der er forsigtig og omhyggelig og tænker godt efter og vejer for og imod, før du tager en beslutning eller handler på ting. Du løber ikke unødvendige risici eller siger ting, du bagefter fortryder, da du altid tager højde for de langsigtede konsekvenser af dine beslutninger og handlinger.

Lad os sige, at du arbejder et sted, hvor der ofte er korte tidsfrister, og hvor du tvinges til at træffe hurtige og rimeligt spontane beslutninger,

Kunne det tænkes, at du ved at sætte mere tid af til planlægning og målsætning, før du påbegynder nye opgaver, kunne føle en større tryghed omkring fremtiden? Kunne du tage eller bede om lidt ekstra betænkningstid, før du svarer på ting eller fremlægger ideer på fx møder? Kunne du skrive en daglig log over hver arbejdsdag, hvor du nedfælder dine planer, refleksioner, mulige strategier og fremtidige ønsker? Du kunne fx starte dagen med at kigge på din log og slutte dagen med at reflektere over, hvad du har nået, og hvad du skal fokusere på den følgende dag.

For hver af dine 5 topstyrker kan du stille dig selv flg. spørgsmål:

  • Hvordan kan jeg bruge denne styrke mere på mit arbejde? Eller generelt i mit liv?
  • Kan jeg vende den her styrke til en mulighed, der vil gøre mig mere glad i min hverdag?
  • Kunne jeg bruge den her styrke til at skabe en forskel i mit arbejde/liv?

 

 

Hvad menes der med styrker? Læs her

Læs mere om styrkerne her

Styrkerne, din dyrebareste skat. Læs her

Tag en gratis styrketest her