Når vi interagerer med andre mennesker, kan det ikke undgås, at der ind imellem opstår små eller store konflikter. Uanset om det handler om kolleger eller private relationer. Hvor der er mennesker sammen, vil der også opstå uoverenstemmelser. Det er ganske enkelt et livsvilkår, helt naturligt og ikke noget, der som sådan skal undgås. Det er ikke konflikten i sig selv, der er et problem. Det er derimod måden vi håndterer den på.  der afgør om den får et konstruktivt eller et ukonstruktivt udfald.

Oftest er det ikke hvad vi siger, men hvordan vi siger det, der er problemet. Og her spiller en lang række faktorer ind, som fx toneleje, gestik, mimik, kropsholdning osv. Kommunikation foregår ofte automatiseret og ubevidst med udgangspunkt i vores eget “landkort” , vores erfaringer, tidligere oplevelser osv.  Vi reagerer prompte, når nogen træder på vores værdier og principper, kritiserer, vurderer eller dømmer os (eller måske bare minder om en, der sårede eller nedgjorde os engang).

Det siger næsten sig selv, at det forstyrrer og ofte ødelægger kommunikationen, når det er vores “skemaer” (eller de briller vi ubevidst har lært at se og tolke verden igennem), der i virkeligheden interagerer med hinanden, når vi snakker med sammen.

Denne manglende bevidsthed omkring vores egen kommunikation, både den verbale og non-verbale (vi kommunikerer også, når vi ikke taler), kan skabe store problemer i vores relationer. Fx. har vi det med at formulere os i angribende “du-sætninger” i stedet for “jeg-sætninger”, når vi er vrede eller føler os sårede.

Begge parter mener, at det er den anden, der har et problem. “Hvis ikke du gjorde sådan og sådan, havde vi ikke en konflikt”. Vi er ovre på den andens banehalvdel, overskrider den andens grænser og tillægger hende eller ham nogle motiver, som vi i virkeligheden ikke kan  vide om holder. Vi bilder os ind, at vi præcis ved, hvad den anden føler, tænker og har til hensigt.

Dette virker naturligvis temmelig provokerende på den anden. Ingen ønsker at blive dømt på forhånd uden mulighed for at forklare sig, så man går i forsvarsposition og dermed optrappes konflikten yderligere.

Hvad kan vi så gøre for at kommunikere mere bevidst og hensigtsmæssigt?

Marshall Rosenberg har udviklet en metode, der hedder Non Violent Communication (eller girafsprog), og meget simpelt formuleret består den af 4 meget nyttige trin:

  1. Beskrivelse af fakta. Dette skal foregå helt neutralt og objektivt: “Når du kommer en halv time for sent til vores møde…..” (girafsprog). Og ikke: “Du kommer altid for sent til vores møde” (ulvesprog – du dømmer den andens handling)
  2. Egen oplevelse (følelser og ønsker, ikke mening eller løsning). …bliver jeg bekymret for vores samarbejde omkring dette projekt….(girafsprog)” og ikke: “..spilder du totalt min tid” (ulvesprog)
  3. Behov (her gives udtryk for et eller flere forståelige behov). “Jeg har brug for at kunne regne med dem, jeg samarbejder med…..” (girafsprog) og ikke: ” Nu bliver jeg igen forsinket i mit arbejde, og det er din skyld”(ulvesprog)
  4. Anmodning (her bedes om, at der foretages en handling, som imødekommer vores behov (ikke et krav). ….” Jeg vil gerne have, at vi sammen finder en løsning, der fungerer for os begge to, ville det være ok med dig?(girafsprog) og ikke: “Du er simpelthen nødt til at opføre dig mere ansvarligt”.(ulvesprog)

Formålet med girafsprog er ikke at ændre på den anden for at få sit eget behov opfyldt. Men i stedet skabe en åben, ærlig og tydelig kontakt til den anden, hvor man siger sin mening og udtrykker sit behov uden at angribe.

Grunden til, at det lige er giraffen, der bliver brugt som symbol for dette sprog er, at giraffen er det dyr, der har det største hjerte. Det er et sprog, der kommer fra hjertet.