I min praksis møder jeg tit mennesker, der er røget ind i en nedadgående selvforstærkende spiral af negative tanker og utilfredshed, og som er endt op et sted, hvor de ikke tænker kreativt og løsningsfokuseret mere. De er fastlåst et sted, hvor fokus ligger på det, der ikke fungerer fremfor på det, der rent faktisk fungerer i deres liv og arbejde. Det er et meget forskelligt udgangspunkt og udløser helt forskellige hormoner og signalstoffer i hjernen. Negative tanker udløser fx stresshormoner. Det betyder, at vi spænder mere i musklerne, trækker vejret overfladisk, hjertet slår hurtigere, og vi er mindre fokuserede og bevidste. Tænker vi derimod positivt, har vi en dybere vejrtrækning, færre muskelspændinger, langsommere hjerterytme,mere energi, fokus osv.

Positiv psykologi eller psykologien om, hvordan vi som mennesker trives bedst, handler om, hvordan vi lever et meningsfuldt liv, et liv, der er værd at leve. Et liv med optimal trivsel. Det handler ikke om at ignorere eller undertrykke negative tanker og følelser, der er et livsvilkår for os alle, men snarere om at kunne håndtere dem på en konstruktiv og effektiv måde.

Negativitet er en uundgåelig del af livet, som vi alle kender til. Nogle af os alt for godt. Så godt, at det spænder ben for vores trivsel, vores mål, vores relationer osv. osv. Men måske skal vi ikke se negativitet som noget, der er dårligt, men snarere som noget, der minder os om, at der er noget vi ikke gør i vores liv, noget som vi burde gøre.

Psykologen Peter Lang er bl. a. kendt for sit citat: Bag ethvert problem ligger en frustreret drøm. Så hvad er din drøm? Drømmen var der før negativiteten. Så giv drømmen plads igen.

For at lære din drøm rigtigt at kende, må du lytte til din negativitet og utilfredshed. Lytte til den meget vigtige feedback, der ligger i den i stedet for at ignorere den eller lade den gå ud over andre. Når du begynder at lytte til den, får du meget vigtig information, bl.a. information om, hvad det er for nogle af dine vigtige værdier, der ikke får plads eller bliver trådt på. Måske forsøger du at please andre eller leve op til deres forventninger, så de bedre kan lide dig, men giver derved køb på det, du finder allervigtigst i livet.

Du får også vigtig information om, hvorvidt du bruger dine vigtigste styrker på en balanceret måde. Dvs. at du hverken over- eller underbruger dem, men finder dit “Sweet spot”. Det sted, hvor du er i nu’et, i flow, engageret og motiveret.

Styrker defineres som det, du er god til og elsker at lave, noget der ligger helt naturligt til dig, og som samtidig fylder dig med energi. Det er veludviklede neurale stier i hjernen.

Er du interesseret i at vide mere om styrker, så læs mere her