Sådan arbejder jeg
Jeg tager udgangspunkt i dit individuelle og unikke “landkort”
Med afsæt i den anerkendende tilgang til systemisk teori og metode coacher jeg dig til at tage personligt lederskab og blive en proaktiv, bevidst og intelligent medspiller i dit liv og arbejde.
Jeg tager udgangspunkt i dit individuelle og unikke “landkort” og din situation, og ud fra min brede palette af metoder og værktøjer, udvælger og designer jeg (sammen med dig) det, der for lige præcis dig vil skabe en positiv udviklingsproces og bæredygtig forandring.
Afhængig af din situation, behov eller særlige ønsker, tager vi afsæt i dine værdier, styrker, talenter, erfaringer, ressourcer, interesser osv. og skaber et stærkt fundament, hvorfra du kan skabe en klar og motiverende vision og definere dine mål.
Værdier
Dine kerneværdier er fundamentet for alt, hvad du tænker, føler, gør og siger. De er dine grundlæggende principper og meget vigtige pejlemærker for, hvad der er værdifuldt og meningsfuldt for dig, dit liv og arbejde. De er drivkraften for din motivation og din lyst til at forpligte dig og tage ansvar.
At forstå dig selv og dine værdier er ligeledes en vigtig forudsætning for dine relationer og dit samarbejde med andre, da de jo netop handler om, hvordan du ønsker at opføre dig overfor dig selv, men også overfor familie, venner og kolleger. De afspejler, hvad for et menneske, du dybest set ønsker at være i verden og indeholder dermed vigtig selvindsigt.
Styrker
De mennesker, der bruger deres styrker hver dag er op til 6 gange så engagerede i deres liv og arbejde, som dem, der ikke gør. Vi trives simpelthen bedre, når vi bruger og udvikler vores styrker.
At kende og udvikle dine styrker giver dig et vokabularium og gør det bl.a. nemmere for dig at “brande” og differentiere dig selv og fortælle andre, hvad du er god til, og hvad der motiverer dig fx i en arbejdssituation eller et jobinterview.
Styrker kan både omhandle dine VIA styrker, dit “hvordan” du kan lide at udføre dine arbejdsopgaver, og dine talenter, dit “hvad” du er dygtig til rent fagligt og kan lide at blive anerkendt og belønnet for. Herudover kan styrker selvfølgelig også handle om dine ressourcer, dine interesser og dine netværk.
Min intention er:
at skabe mest mulig refleksion og “forstyrrelse” i din vante tankegang og måde at se verden på, da det er en vigtig forudsætning for mere dybtgående forandring. Der findes mange fortolkninger af en situation, og gennem mine nysgerrige, uddybende og til tider konfronterende spørgsmål får du adgang til nye tanker og fortolkninger og en ny forståelse for din adfærd og forholdemåde.
De spørgsmål, vi stiller os selv og hinanden, skaber og former vores perception og dermed vores fremtid. Så hvorfor ikke fokusere på og forstærke det, der allerede virker og dermed skabe positive stier i hjernen? Opløftende og konstruktive nye fortællinger, der arbejder sammen med os fremfor imod os.
Læs mere om værdier her
Læs mere om styrker her
Læs hvad andre kunder siger her