Er du bevidst om dine værdier?
Vores værdier fortæller os, hvem vi ideelt vil være, hvad vil stå for som mennesker, hvordan vi ideelt gerne vil opføre os, hvilke principper vi gerne vil leve efter, og hvilke personlige egenskaber og karaktertræk, vi ønsker at udvikle.
Vi har alle en række værdier, vi lever efter mere eller mindre bevidst. Oftest mindre bevidst. Værdierne og deres prioriterede rækkefølge afspejler vores holdning til livet, og hvad der er vigtigt og mindre vigtigt for os.
Værdier kommer altid fra det, vi har oplevet, lært og erfaret op gennem vores opvækst. De mennesker vi har været tættest på, som forældre, familie, venner, kærester, lærere osv. har præget os og smittet os med deres værdier. Men når vi går på kompromis med vores egne inderste værdier, som vi måske ikke har gjort os bevidst, påvirker det vores selvrespekt og livskvalitet. Vi føler os demotiverede og utilfredse, mangler drive og energi. Vi lever de andres liv og ikke vores eget.
Værdier, som vi selv har valgt, giver os derimod inspiration, motivation, retning og tilfredshed. De giver os en følelse af at leve vores liv i overensstemmelse med den, vi virkelig er. Vi går ikke på kompromis med det, vi inderst inde synes er vigtigt. Når vi lever efter vores værdier, udstråler vi autencitet, integritet og vitalitet. Vores værdier er vores livsnavigeringsværktøj, vores kompas. De guider os, viser os vej og holder os på sporet. De holder os oppe, når livet er svært eller vi bliver fanget i en negativ spiral af negative tanker eller følelser.
Værdierne er også meget vigtige i forhold til de mål, vi sætter os. Hvis vi forfølger mål, som ikke er i overensstemmelse med vores kerneværdier, bliver vi næsten altid skuffede og utilfredse, hvorimod vi opnår det modsatte, hvis vi opstiller mål med udgangspunkt i vores kerneværdier. Det hele tiden at handle i forhold til vores værdier skaber mening med livet. Også selv om vi ikke når de mål, vi har sat os. Vi vil blive skuffede, ja, men vi vil stadig føle, at vi er tro mod os selv og lever efter vores idealer. Det er ofte sådan, at jo mere destruktiv eller selvødelæggende vores adfærd er, jo mere sandsynligt er det, at vi handler i uoverensstemmelse med vores kerneværdier.
En af de gode ting ved værdier er, at vi kan vælge at leve dem lige nu, også selv om vi ikke tidligere har levet efter dem. Og selvom vi i perioder af vores liv af forskellige grunde kommer væk fra vores værdier, kan vi altid bevidstgøre dem igen.