Det er gennem mål, vi omsætter vores drømme og værdier til virkelighed
Mål for fremtiden giver os en følelse af retning og meningsfuldhed og har en afgørende betydning for, hvor tilfredse vi føler os i nutiden. Det er ikke så meget endemålet i sig selv, men lige så meget vejen derhen, der føles meningsfuld. Følelsen af, at vi selv har mulighed for at ændre og have indflydelse på vores liv, at vi ikke er magtesløse, men faktisk langt hen ad vejen har et valg og kan tage kontrol over vores liv, er meget vigtig for vores livskvalitet.
Mål (store som små) giver os noget at arbejde for, navigere efter og se frem til. De giver vores hverdag struktur, får os til at lære nyt og udvikle os og får os til at føle os selvsikre og ansvarlige for os selv, fordi vi lytter indad og tager os selv og vores drømme alvorligt. Og når vi lytter til os selv, bliver vi mere tilfredse og får mere overskud til at lytte til og indgå i relationer til andre mennesker.
De fleste af os har drømme og mål for fremtiden, men for manges vedkommende forbliver det drømme, der bliver støvet af nytårsaften for så at gå i sig selv igen, når hverdagen melder sig. Så hvad skal der egentlig til for at omsætte vores mål til konkrete planer og handling?
Brug din visualiseringsevne
Det starter med en vision. Du er nødt til at vide, hvor du vil hen, før du kan sætte mål. Mennesket har en fantastisk evne til at forestille sig og skabe mentale billeder af, hvordan tingene kunne se ud og på den måde tiltrække det i fremtiden. Og jo mere disse visioner er bundet op på vores interesser, principper og værdier, jo mere vil vi være motiveret til at føre dem ud i livet.
Vi skal altså bruge vores visualiseringsevne og skabe og nedskrive en klar og præcis vision for vores drømme. Når vi gør det, begynder vi også at fortælle en anden historie om os selv, som vil konkurrere mere og mere med den oprindelige historie om, hvad vi kan og ikke kan. Og jo flere detaljer vi putter på vores nye historie, og jo flere små skridt vi tager i den retning, jo mere energi, begejstring og nysgerrighed vil vi have for vores projekt, og det vil selvfølgelig smitte positivt af på vores hverdag og omgang med andre mennesker. Vi begynder at skabe nye stier i hjernen, som gradvist begynder at tro på, at dette nu er vores virkelighed.
Hen-imod mål
Det er vigtigt at give energi og fokus til det rigtige, nemlig det vi vil hen imod og ikke det vi vil væk fra. Mange af os er drevet af det, vi vil væk fra ”jeg vil ikke være i dårlig form mere”, Jeg gider ikke det her job mere” osv. og binder dermed negativ energi og tanker op på målet fremfor at tænke i, hvad vi gerne vil hen imod. Fra dette udgangspunkt er det langt lettere at begynde at designe et holdbart mål baseret på positiv energi.
Fx Jeg vil gerne have energi til at være sammen med dem, jeg holder af og kunne bidrage mere. Derfor vil jeg løbe 3 gange om ugen.
I stedet for at flygte fra noget dårligt, bevæger vi os nu henimod noget godt, der kan skabe en positiv forandring i vores liv.
Det er vigtigt ikke at sætte for mange mål på én gang, da det kan ødelægge processen. Udvælg hellere et enkelt mål, som matcher dine værdier, styrker og interesser. F.eks. et lille mål, som vil skabe en markant ændring i din hverdag, og som vil føles helt rigtigt i maven. Undersøgelser viser, at vi har langt større succes med at forfølge og opnå mål, vi kan identificere os 100 % med. Vi skal eje vores mål. Vi ejer ikke et mål, vores chef, partner, forældre eller andre synes, vi bør sætte os, fordi det matcher deres værdier eller interesser.
SMART – mål
Et mål skal være præcist og positivt formuleret. Det skal være motiverende og føles attraktivt og realistisk og der skal være en tidsfrist på.
Til det kan vi bruge SMART-modellen. Målet skal være:
Specifikt
Motiverende
Attraktivt
Realistisk
Tidsbestemt
Fx Jeg vil gerne kunne løbe 5 km på 30 min. om 10 uger (15. august) uden at blive forpustet.. Det er et attraktivt og motiverende mål, fordi det vil give mig mere energi og overskud i min hverdag og mindre stress. Det er også realistisk ift. min familie at løbe 3 gange om ugen (ma, ons. og fred. morgen kl. 7-7.30). Jeg vil starte i morgen tidlig.
Et så tydeligt mål genererer meget mere energi og fremdrift end et uklart tåget mål.
Sæt et mål
Har du et mål for sommeren 2017? Brug SMART-modellen til krydse af.
Skriv også dit mål ned og del det med nogen, du stoler på. Undersøgelser viser, at nedskrevne mål har en langt større sandsynlighed for at blive en realitet, fordi man i sit sind forstærker sin intention og forpligter sig mere.
(Klumme i Villabyerne, 2017)
Læs også: Mål og målsætning her