Frygt fjerner dig fra dine værdier

De fleste er ikke særligt gode til at håndtere svære følelser som f.eks.frygt. Vi reagerer typisk på frygt ved enten at reagere pr. automatik eller gå i undgåelsestilstand.

Når vi reagerer pr. automatik, bliver vi kapret af vores følelser, og de kører rundt med os. Vi er ikke bevidste om vores opførsel, og vi er bestemt ikke i kontakt med vores værdier og det menneske, vi optimalt set gerne vil være.

Det kan også være, at vi går i undgåelsestilstand, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at undslippe den ubehagelige følelse, fordi vi naturligt nok ikke bryder os om ubehagelige følelser. Det kan vi gøre på flere måder. Det kan være, at vi prøver at distrahere os selv med f.eks. arbejde, facebook, mad, tv, træning, alkohol osv.

Det kan også være, at vi undgår de situationer, der er udfordrende for os, og som vi ved vil bringe os ud af vores komfortzone. Det kan være en præsentation på arbejde, en svær samtale med en kollega, nye udfordringer osv., ting vi ved, vi burde gøre, fordi vi ved, at de vil udvikle os, men som vi er bange for og derfor udsætter eller undgår at gøre.

Ind i mellem ryger vi alle ind i denne automatpilottilstand, men problemet er, at jo mere vi gør det, jo mindre kontrol får vi over vores liv, og jo mere magt har vores følelser over os. Vi har ikke længere et valg, det er frygten, der vælger for os. Uanset hvilken af de ovennævnte metoder vi bruger til at aflede os selv fra smertefulde følelser, vil vi komme til at bruge mindre tid og energi på det, der gør livet indholdsrigt og meningsfuldt. Jo mere vi viger uden om vores frygt, jo større bliver den, og jo mere indflydelse og magt får den over vores handlinger og vores liv i det hele taget.

Den eneste løsning på frygt er det, man indenfor kognitiv psykologi kalder eksponering. Dvs. at konfrontere det, man er bange for, simpelthen gøre det, indtil man har vænnet sig til det, give det plads i stedet for at undertrykke det. For når man kæmper med sine følelser, har man svært ved at være nærværende og engagere sig fuldt i livet.

Prøv at lave nedenstående lille mindfulnessøvelse, næste gang du føler dig bange for at gøre noget, du ved er vigtigt for dig.

Læg mærke til følelsen eller tanken og navngiv den. F.eks. Her er en følelse af frygt, angst, tvivl, misundelse osv. På denne måde anerkender du følelsen og byder den velkommen.

Læg herefter mærke til, hvor den er lokaliseret i kroppen, og hvordan den føles. Måske føles den som en knude eller sten i maven, brystet, halsen eller et helt andet sted.  Vi har typisk vores eget sted i kroppen, hvor frygt sætter sig. Prøv at forholde dig neutral, som var du en forsker, der studerede fænomenet frygt. Husk på, at du ikke er dine følelser. Vores følelser og tanker er flygtige hændelser, der hele tiden passerer igennem os, foranderlige som vejret. De definerer ikke, hvem vi er.

Når du har lokaliseret frygten, trækker du vejret ned i og rundt om stenen eller knuden og udvider den, som var det en ballon. Tag flere dybe indåndinger og hold vejret lidt.

Ved at give den plads udvander du følelsen og den bliver mindre intensiv.

Denne øvelse kan bruges på alle svære følelser og kan i princippet laves hvor som helst, når du har brug for det.

Læs mere om værdier her

 

Læs også:

Nytårsreflektion 2024

Nytårsreflektion 2024

Hvordan skal dit 2024 være? Så er julen endnu engang overstået,  og vi har taget de første spæde skridt ind i det nye år. Desværre kan man jo ikke sige,

Læs mere »
Skab mere glæde i din hverdag

Skab mere glæde i din hverdag

Positivitet er afgørende for din trivsel Positive følelser åbner op for konstruktiv tænkning og udvider dit fokus. Du bliver mere: engageret, begejstret og motiveret energisk nysgerrig og åben kreativt tænkende

Læs mere »
Hvad er stress?

Hvad er stress?

Stress er en naturlig reaktion på en usund situation. Stress er en tilstand, ikke en sygdom. Det er en naturlig reaktion på en overbelastning. Når vi oplever en ubalance mellem

Læs mere »

Om Charlotte Gundorph

EMCC certificeret business coach, karriere- , stress- og work-life balance coach

Jeg coacher dig til, på et reflekteret grundlag af værdier, styrker, talenter og en knivskarp og motiverende vision, at stå stærkt i dig selv og være en intelligent og bevidst medspiller i dit liv og arbejde.

Min metode

Jeg tager udgangspunkt i din individuelle og unikke situation, og ud fra min brede palette af metoder og værktøjer, udvælger og designer jeg det, der for lige præcis dig vil skabe en positiv udviklingsproces og bæredygtig forandring.

Afhængig af din situation, behov eller særlige ønsker,  tager vi afsæt i dine  værdier, styrker, talenter, erfaringer, ressourcer, interesser osv.