Stress er en naturlig reaktion på en usund situation.
Stress er en tilstand, ikke en sygdom. Det er en naturlig reaktion på en overbelastning. Når vi oplever en ubalance mellem de udfordringer og krav, vi møder og de ressourcer, vi har til rådighed.
Krav kan fx handle om de forventninger vi har til os selv, eller som omgivelserne har til os.
Ressourcer kan fx handle om tid, energi, kompetencer eller den støtte, vi modtager/ikke modtager fra omgivelserne.
Stress er en overlevelsesmekanisme, der sætter kroppen i alarmberedskab. En beskyttelse, der skal få os til at flygte, kæmpe eller fryse (spille død). Kroppen registrerer, at der er fare på fære og sætter forskellige reaktioner i gang for at sikre vores overlevelse. Nervesystemet aktiveres, hjertet slår hurtigere, blodtrykket stiger, blodkarrene trækker sig sammen, så vi ikke forbløder, hvis vi bliver såret i kamp, musklerne udvides, så vi kan løbe hurtigt eller kæmpe mod faren, vi bliver mere fokuserede og koncentrerede, vi sveder mere, får en hurtigere vejrtrækning, stofskiftet stiger, så der kommer mere energi til hjernen og musklerne. Alt dette gør os i stand til kortvarigt at yde mere.
Selvom vi har udviklet os markant siden urtidens mennesker, er vores basale fysiologi og stressrespons den samme, som når vores forfædre mødte en sabeltiger. Problemet i dag er bare, at vores hjerne ikke skelner mellem en sabeltiger og en mental trussel som fx en deadline på arbejdet. Vi oplever den samme stressreaktion som vores forfædre gjorde, når vi oplever en potentiel ”fare”. Vi dør selvfølgelig ikke af at misse en deadline, men det føles næsten sådan, fordi vi oplever den samme kropslige reaktion.
Overordnet kan man sige, at der findes 2 slags stress:
- Kortvarig stress pga. en presset situation nu og her
- Længerevarende eller kronisk stress pga. en kritisk situation, der trækker ud.
Den kortvarige akutte stress kender vi alle, når vi er bagud med en opgave, og deadline nærmer sig, når vi skal lave en præsentation for kolleger eller ledelse, skal til eksamen, jobsamtale osv. Det sympatiske nervesystem aktiveres kortvarigt, og vi bliver i stand til at yde en ekstra indsats i en afgrænset periode. Vi bliver anspændte og nervøse, vores sanser skærpes, vi føler os energiske, aktive og handlekraftige og tænker klarere og hurtigere og bliver bedre til at fokusere. Vi træder på speederen og bruger vores ressourcer maksimalt. Det kan føles ubehageligt, mens det står på, men normalt kommer vi os rimelig hurtigt og vender tilbage til vores normale balance.
Længerevarende stress eller kronisk stress opstår, hvis vi igennem længere tid fx er bange for at blive fyret, oplever et øget arbejdspres, har en uforudsigelig leder, et dårligt arbejdsmiljø, ligger i skilsmisse, har et sygt nærtstående familiemedlem osv. Situationer, der gennem længere tid presser os, og ikke tillader krop og sind at slappe af. Som en følge af det, svækkes immunforsvaret, og vi bliver lettere syge. Der kan være reaktioner som irritabilitet, dårlig søvn, ondt i maven, depression, forhøjet blodtryk, højt sygefravær, man isolerer sig, har let til tårer, problemer med koncentration, glemsomhed osv. osv.
Udbrændthed kan være en følgevirkning af langvarig stress, når belastningen har været for stor for længe. Kroppen siger fra. Man føler sig tom, deprimeret og følelsesmæssigt udmattet. Man har simpelthen ikke mere at give af. Er man kommet til det punkt, hvor stress er blevet til udbrændthed, er man nødt til at erkende, at det kommer til at tage lang tid, og at man ikke længere kan det, man kunne før. Man er både fysisk, men også kognitivt svækket. Det er svært at holde fokus
Det er vigtigt at huske, at stress som udgangspunkt er en sund og naturlig reaktion på en usund situation. I dag er der et alt for stort fokus på ydre værdier, præstation og konkurrence. Der er ikke grænser for, hvad det moderne menneske, både unge og ældre, skal kunne klare og leve op til. Når presset bliver for stort eller vedvarende, begynder vi at føle os magtesløse. Hjernen bliver ganske enkelt overbelastet og ”lukker ned”. Hukommelse, koncentration og indlæringsevne svigter, og træthed og afmagt tager over.
