Dine styrker viser vejen til et mere engageret arbejdsliv.
Inden for den positive psykologi (som er et forskningsområde indenfor psykologien) arbejder man med 24 karakterstyrker, som er vældig meget i familie med værdier. Styrkerne synes dog at være medfødte. Alle mennesker besidder de 24 karakterstyrker, men i forskellig prioriteret rækkefølge. De 24 styrker er: Dømmekraft, Energi og gejst, Beskedenhed og ydmyghed, fornuft og grundighed, humor, håb, kreativitet, lederskab, modighed, nysgerrighed, nærhed, perspektiv, retfærdighed, selvkontrol, social intelligens, taknemmelighed, teamwork, tilgivelse, vedholdenhed, venlighed, videbegær, værdsættelse af skønhed og det sublime, åndelighed.
Styrker skal her ikke ses, som kompetencer eller talenter, men snarere som triggere for en tilstand, hvor du føler dig fuld af energi, drivkraft, tro på dig selv og har en følelse af ejerskab og autenticitet. En følelse af at være tro mod dig selv og dine værdier. En følelse af at være i dit “es”. Noget, du nyder at gøre og er helt naturligt god til uden at skulle anstrenge dig.
Rigtig mange mennesker har ikke en klar fornemmelse for deres styrker og bruger dem derfor heller ikke strategisk og aktivt. Udfolder man ikke sine styrker, vil man føle sig negativ og utilfreds med sit arbejdsliv. Man vil måske have en følelse af formålsløshed “der skal bare brød på bordet”. Man føler ikke, at man udvikler sig, og udlever den man virkelig er.
Når du udfolder, tager udgangspunkt i og bruger dine styrker i dit arbejdsliv (såvel som i dit private liv), vil du føle dig autentisk, i flow, motiveret, tilfreds og glad for dit arbejde. Og du vil præstere bedre og føle mindre stress. Faktisk vil du have en større modstandskraft ift. stress. Styrkerne er nemlig afgørende for din robusthed. Derudover bliver du bedre til at indlære og har større succes, når du fokuserer på dine styrker fremfor på dine svagheder. De viser dig, når du er bedst, og de virker selvforstærkende, fordi vi bliver mere modige og optimistiske, når vi er opfyldt med energi og engagement, også når vi møder modgang.
Undersøgelser viser, at mennesker, der får mulighed for at gøre, hvad de er bedst til, hver eneste dag på arbejdet er op til 6 gange mere engagerede i deres arbejde. Og i princippet kan du udvikle en styrkeplan, der sætter din styrker i spil hver dag, også selvom du ikke har det ideelle job.
Dine karakteristiske styrker kan du identificere ved at stille dig selv følgende 4 spørgsmål:
- Hvad fokuserer du helt naturligt på? Oftest vil vi fokusere på de ting, der appelerer til vores styrker.
- Hvad motiverer dig, og hvilke aktiviteter udfører du alene af den grund, at du nyder og elsker at gøre det?
- Når du er den bedste udgave af dig selv, hvad laver du så?
- Hvad giver dig den største følelse af at være autentisk, altså virkelig at være dig?
Eller gå ind på hjemmesiden: www.viacharacter.org opret dig som bruger, og lav den gratis styrketest (du har mulighed for at indstille sproget til dansk). Du får resultatet, en prioriteret liste over dine 24 styrker, med det samme. De 5 øverste er dine allervigtigste styrker, og dem kan det godt betale sig at udfolde mere aktivt i din hverdag.
Hvis du indgår i et forløb med en coach, der arbejder med styrker og positiv psykologi, vil du kunne få en mere nuanceret feedback på dit resultat af testen og arbejde på at integrere styrkerne i din hverdag og dit arbejdsliv, opdage, hvordan du balancerer dem, så du hverken under- eller overbruger dem, samt bruge dem bevidst til både at nå mål, samt håndtere eventuelle udfordringer.
Læs mere