Styrken Venlighed og generøsitet
Har du styrken ”venlighed og generøsitet” som en af dine øverste styrker, kan du meget let blive udbrændt, hvis du ikke balancerer den og passer godt på dig selv. Du kan være tilbøjelig til at overbruge den, altså give og give og give og ikke rigtig få noget igen. Du er altid generøs og givende i dine relationer (både nære og kollegiale) og forventer ikke rigtig noget igen. Og du er givende for andres skyld, ikke for egen vinding. Du mener oprigtigt, at andre har fortjent din venlighed, omsorg og støtte.
På arbejde trives du bedst i et miljø, hvor venlighed og hensyntagen har en stor plads, et sted hvor de ansattes behov og trivsel vægtes højt og hvor du selv kan bidrage med dette.
Faktisk er det et meget stort aktiv for en virksomhed og for bundlinjen at have sådan en som dig, uanset hvilken rolle du har, hvis du vel at mærke forstår at balancere styrken, altså hverken under- eller overbruger den.
Folk, der er givere, er (når de er i balance) helt naturligt bedre til at løse problemer, få tingene gjort og balancere de krav, de mødes med. De er gode til at skabe et miljø omkring sig, hvor andre trives (uanset om de er ledere eller medarbejdere), de er gode til at skabe sammenhæng i deres relationer og evt. teams.
Er styrken i balance?
Overbruger du styrken Venlighed og generøsitet er der en høj risiko for, at du ikke trives eller performer særlig godt selv. Det har hverken andre eller du selv nogen glæde af, da du jo så ikke kan give nogen noget.
Så du skal lære at sætte naturlige grænser for, hvem du viser venlighed og hvornår og hvordan. I stedet for at sige ja til alt, skal du på baggrund af dine værdier overveje, hvad (og hvem) der er vigtigt, og hvad der er knap så vigtigt. Du skal altså være proaktiv, værdibaseret modig og prioritere, hvad der giver dig energi, og hvad der dræner din energi. Styrkerne giver os masser af energi og engagement, hvis vi er bevidste og bruger dem balanceret. Men omvendt dræner de os, hvis vi over- eller underbruger dem.
Og så skal du huske selv at række ud og bede om hjælp, for du har ligeså meget brug for venlighed, støtte og omsorg som alle dem, du hjælper.
Lidt mere om styrken venlighed
Tag en gratis styrketest og find dine 5 topstyrker