Balance og ro er en forudsætning for energi
Mange af os har den opfattelse, at vi skal anstrenge os, holde ud, udvise viljestyrke og selvkontrol, hvis vi vil opnå noget eller bare komme gennem dagens opgaver på arbejdet. Allerede fra vi er små lærer vi, at “vi må yde, før vi kan nyde”, så vi lægger masser af intensitet i vores arbejdsopgaver, for vi er jo ansvarlige og pligtopfyldende mennesker. Men konsekvensen af denne overbevisning og adfærd er desværre ofte stress, psykisk udmattelse og udbrændthed. Ofte mangler vi energi og er udmattede, når vi kommer hjem fra arbejde, spænder i skuldre og kæber og har måske hovedpine og meget lidt overskud til familie og parforhold.
Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at vi ikke trives på arbejdet: manglende udfordringer, indflydelse eller mening, irritation over kolleger, kunder eller ledelse, osv., og det er ikke alt, vi har indflydelse på. Men en ting, vi rent faktisk har indflydelse på, er vores energiniveau. Vi har selv mulighed for at administrere og dosere vores energi i de rette mængder på de rette prioriteter, bevare roen under pres og alligevel yde vores bedste.
De 3 faktorer der oftest dræner os for energi i løbet af en dag er intensive følelser, selvkontrol og negative tanker og bekymringer
Intensive følelser
kan både være negative og positive. Det kan være følelser som vrede, frustration, angst eller oprørthed, eller følelser som begejstring, ophidselse og passion. I den vestlige verden værdsætter vi intensive, positive følelser. Vi tænker, at det er godt at være begejstret og passioneret og forbinder det med succes. Men både de negative og positive intensive følelser dræner os mentalt. Det er svært at være fokuseret og målrettet, hvis man er ophidset og overstimuleret. Amygdala aktiveres ved intense følelser, og vi er nødt til at bruge følelsesregulerende strategier for at berolige os selv, hvilket medfører træthed og energitab.
Selvkontrol
dræner os for energi. Hele arbejdsdagen igennem behersker vi os og undertrykker diverse impulser og fristelser. Vi er nødt til at udøve en eller anden form for viljestyrke for at kunne fremstå professionelle og fokusere på vores arbejdsopgaver eller beherske os over for en irriterende kollega eller chef, der kritiserer vores arbejde. Problemet er bare, at hvis vi er for beherskede og kontrollerede, dræner det os for energi.
Negative tanker og bekymringer
tærer også på energiniveauet. Det kan være små eller store bekymringer, som både kan være private eller arbejdsrelaterede eller måske katastrofetanker om fremtiden, hvad nu, hvis jeg bliver fyret…., jeg bliver aldrig færdig med den her opgave.… osv. Stressniveauet stiger, og kroppen og nervesystemet er i alarmberedskab, hjertet slår hurtigere, og vi sveder i hænderne, da der åbenbart er fare på færde. Hjernen kan nemlig ikke kende forskel på en fiktiv og en reel fare. Dette medfører træthed og udmattelse. Ironisk nok er det ikke de reelle ting vi skal have gjort, der gør os stressede, men bekymringen om ikke at få dem gjort.
Hvad kan man så gøre?
Negative tanker, intense følelser og selvkontrol dræner vores energi, men noget der dræner energien endnu mere, er at forsøge at kontrollere sig selv og sine tanker. Derimod kan man lade sig inspirere af Østasien, hvor lavintense positive følelser som indre ro, fredfyldthed, tilfredshed og balance værdsættes og ses som nøglen til succes og livstilfredshed. Denne tilstand hjælper os til at bevare energien og reducere de negative tanker. Vi har ofte en misforstået opfattelse af ro, nemlig at det gør os passive og mindre produktive, hvorimod stress og begejstring virker som brændstof for succes og præstation. Problemet er bare, at vi hurtigt brænder ud pga. stresshormoner. Det er ikke langtidsholdbart, og derfor bør disse intense følelser og tilstande bruges bevidst, konstruktivt og selektivt i situationer, hvor vi rent faktisk har brug for dem, fx. i situationer, hvor vi skal give en præsentation, inspirere nogen eller præstere noget helt konkret. Resten af tiden bør vi bevare roen og dermed spare på energien.
Er du fx perfektionist føler du, at alt skal gøres perfekt, og her er det rigtig vigtigt at finde en balance mellem, hvad du skal bruge din energi på, og hvad du godt kan give mindre opmærksomhed, uden at der sker den store skade ved det. Perfektionister lever ofte i en permanent stresstilstand, som på sigt kan føre til udbrændthed og depression.
Mindfulness er en god og evidensbaseret metode til følelsesregulering og energistyring.
Hvis man implementerer mindfulness i sit daglige liv, vil man forebygge stress og udbrændthed og opnå større balance, mere fokuseret nærvær og have et effektivt redskab til at reducere negative tanker og bekymringer. Dette vil opbygge robusthed og give masser af energi til de ting, som rent faktisk betyder noget.
Grundprincipper for mindfulness
Mindfulnessøvelser til din hverdag