Hvad ønsker du dig allermest af 2022?
Julen er igen overstået og et nyt år begyndt. Det forgangne år har været hårdt for de fleste. Corona fylder desværre stadig meget og begrænser vores liv og samvær med andre, trods vaccinationer og restriktioner. Usikkerhed og uvished omkring fremtiden fylder i manges liv. Hjernens negativitets bias bliver fodret godt og har desværre ført mange ned ad en negativ selvforstærkende spiral.
Igen må vi minde os selv om, at vi ikke kan styre de ydre begivenheder, men vi kan skelne mellem, hvad vi har indflydelse på, og hvad vi ikke har. Vi kan vælge en proaktiv tilgang og bevidst vælge at være kaptajn på egen skude i livets til tider stormfyldte hav og gribe roret og styre mod den destination, vi ønsker os allermest. Hermed er vi med til at skabe et solidt fundament i os selv, der giver os en følelse af kontrol over vores liv og minimerer angst og bekymringer. Det gør det nemmere at stå stærkt i os selv og håndtere de forandringer, der med sikkerhed vil komme.
Vi skaber konstant os selv gennem de valg, vi træffer bevidst eller ubevidst. Desværre ofte ubevidst. Men intet er statisk. Hvordan vi vælger at tænke, påvirker direkte hvordan vi føler. Ser vi problemer og modgang som noget, der lammer og stresser os eller som muligheder, vi kan lære og vækste af ? Et wake up call?
Et nyt og frisk år er et godt tidspunkt at gøre status. Status over det, der virker og det der ikke virker. Og gøre sig nogle tanker om året, der kommer. Måske har du allerede gjort det, men hvis ikke, får du her en mulighed for både at reflektere over året, der gik og året, der lige er begyndt.
De sidste år har jeg udgivet lignende nytårsrefleksioner. Denne er tilrettet lidt og indeholder lidt flere spørgsmål og links.
Hvis du føler dig fastlåst i en situation og ikke rigtigt kan overskue, hvad du skal gøre for at komme videre, kan det være en rigtig god ide at reflektere over og analysere året, der gik og lægge planer for året, der kommer. Og så ellers tage et skridt ad gangen frem mod målet. Når vi handler (det gælder også små handlinger), tvinger vi vores hjerne over i et mere positivt gear og væk fra dens negativitets bias. Og når vi er i dette positive gear, tænker vi mere kreativt, løsningsorienteret og bliver mere åbne for nye muligheder og andre perspektiver. Vi tvinger os selv ind i en opadgående positiv spiral, væk fra følelsen af hjælpeløshed og bliver hermed mere kompetente og produktive. Når du gør mere, vil du ofte opleve, at du kan mere.
Men først er vi nødt til at gøre os klart, hvad vi vil handle på og så sætte rammerne op, så vi ved præcis, hvad vi skal gøre hver dag for at kultivere det bedste og mest lærende og omsorgsfulde miljø for os selv.
For at kickstarte denne proces, kan du reflektere over nedenstående spørgsmål. Sæt gerne en times tid af, og sæt dig et hyggeligt, uforstyrret sted med din yndlingsdrik. Det handler om at mærke efter og tune blidt ind på dine drømme og ønsker for dig selv, din karriere, ja dit ideelle liv. Som sagt, kan vi ikke opnå noget, før vi gør os klart, hvad det specifikt er, vi ønsker. Så dette er det første skridt på denne rejse.
God fornøjelse, og håber, at du får et fantastisk 2022 !
Nytårsrefleksion 2022
Før vi sætter en vision for det nye år, er vi nødt til at anerkende året, der gik og se på, hvad vi har lært på godt og ondt. Der er måske situationer, overbevisninger eller mennesker, vi ikke længere ønsker, skal være en del af vores liv. Du kan vælge kun at tænke på dit professionelle liv, men jeg anbefaler, at du ser på hele dit liv, da det hele jo hænger sammen. Trives du ikke privat, trives du sandsynligvis heller ikke optimalt professionelt og omvendt.
2021
- Hvad er jeg mest stolt af ved året, der gik (småt eller stort) ?
- Hvad er jeg mest taknemmelig for ved året der gik (småt eller stort)?
- Hvad nød jeg mest ved 2021?
- Hvad var overskriften på 2021?
- Hvilke følelser fyldte mest?
- Hvad opnåede jeg i 2021 (store og små resultater)?
- Professionelt? (skriv ned)
- Personligt? (skriv ned)
- Hvad var de 3 bedste ting, jeg opnåede i 2021? Hvorfor? (skriv “hvorfor” efter hver ting)
- Hvad lærte jeg om mig selv i 2021?
- På hvilke områder er der plads til forbedring?
- Hvad/hvem skal jeg give slip på? Hvad/hvem er ikke længere godt for mig? (tænk i overbevisninger, leveregler, tanker, følelser, adfærd, mennesker, opgaver osv.)
2022
- Hvilke 3-5 kerneværdier skal styre 2022? Se mere om værdier her og arbejdsværdier her Lav værdiøvelse.
- Kunne jeg bruge mine 5 topstyrker mere? Eller bringe dem mere i balance? Se mere om styrker her
- Hvad er mit allerstørste ønske for 2022? (glem alt om “burde” og slip drømmene løs et øjeblik).
- Hvad er min vildeste drøm for 2022?
- Hvad skal der ske indenfor flg. områder?
- Balance
- sundhed
- kærlighed
- familie
- venskaber
- fællesskaber
- bidrage med
- økonomi
- kreativitet
- arbejde/karriere
- spiritualitet
- Hvad er de 3 vigtigste ting, jeg vil opnå arbejdsmæssigt?
- Hvad er de 3 vigtigste ting, jeg vil opnå personligt?
- Hvordan vil jeg passe på mig selv, min balance og min energi i 2022?
- Kunne jeg fx skabe mig en bedre morgenrutine?
- Måske skulle jeg lære mindfulness , og reducere stress.
- Eller blive bedre til at drage omsorg for mig selv
- Skal jeg have en bedre aftenrutine? (fx mindre skærmtid, tidligere i seng) se her for bedre søvn og for bedre vejrtrækning se her
- Hvad skal jeg sige nej tak til i 2022?
- Hvad skal jeg bede om i 2022? Og fra hvem?
- Hvilke mål, vil jeg sætte mig i 2022?
- Udspringer disse mål af mine værdier? (se mere om mål og værdier her)
Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår !
Læs om at være proaktiv her
Læs mere om værdier her
Læs “Er dit arbejde din passion” her